Bokanmeldelser

Den tyske befolknings lidelseshistorie

Guido Knopp: Die grosse Flucht. Das Schicksal der Vertriebenen. Econ 2001. 416 sider. 25,00 euro.

Professor Guido Knopp har igen gjort en bog og en TV-serie på én og samme tid om Tysklands historie under Det tredje Rige. Han forener kunsten at fortælle historien med historikerens redelige og tætte forhold til dokumentationen. Hidtil har han i særdeleshed interesseret sig for Hitler og mændene, kvinderne og børnene omkring ham. Men denne gang har Knopp kastet sig over det kapitel i nyere tysk historie, som man ikke har kunnet tale om. Det var nemlig som om, man ingen ret havde til at fortælle om de lidelser, som det tyske folk oplevede, da de måtte flygte fra Den Røde Hær. Dette er ikke soldaternes historie. Det er ikke de agerende krigsaktives historie. Dette er historien om de hundredetusinder af civile tyskere, der hals over hoved måtte forlade deres hjemstavn, fordi Hitlers galskab og deres egen følgeskab var mundet ud i det 20.århundredes største katastrofe: nazismens umenneskelige infami. Historien har været ufortalt i alle årene siden 1945. I de egne af Tyskland som blev befriet af Den Røde Hær, og som senere kaldtes for Den Tyske Demokratiske republik (DDR), blev den Røde Hær rettelig beskrevet som befriere fra et forfærdeligt åg. Men i celebrationen over det sovjetiske folks sejr over fascismen var der ikke plads til nuancerne, og derfor kunne man aldrig skrive om de hændelser, som også var fulgt i hælene på befrierne. I de dele af Tyskland som blev befriet af de vestallierede, talte man aldrig om de fordrevne tyskeres skæbne. Sovjetunionen forlangte at Oder-Neisse grænsen skulle være Tysklands østgrænse og derfor blev enhver tale om de fordrevne ofte identificeret med ønsket om at rokke ved denne grænsedragning. Desuden ville det betyde, at man satte spørgsmålstegn ved Polens grænser, som var blevet skubbet vestover efter freden i 1945. Det kunne ingen være interesseret i, som vidste hvilke lidelser det polske folk havde udstået under den nazistiske undertrykkelse.

Det hænder, at man kan fryde sig over, at historien sænker sig med sin nåde over verden, og alting kommer på såpas vid afstand, at det bliver muligt endog at få øjnene op for fjendens lidelse. Guido Knopp har beskrevet på indgående måde, hvordan de undertrykte opfører sig, når krigslykken er vendt og de bliver undertrykkere! De vendte ikke tilbage som nådige herrer.

Der er ingen løftede pegefingre i bogen. Det er ikke hensigten at gøre uskyldigheder af den civile tyske befolkning. Det er ikke hensigten at fraskrive dem medansvaret. Selvom hovedhensigten med værket er, at fortælle den historie, som i så stort omfang har været fortiet og tabuiseret – og vække medlidenheden med dem, der endog aldrig har kunnet lægge ord til deres lidelse; men har måttet skjule den i sindet i så mange år, så gør Knopp sig det ikke let som tysker. Han glemmer aldrig at fortælle den frygtelige historie, som lå forud for gengældelsen efter krigen. Han glemmer ikke den brutale krigsførelse i øst; nazisternes nedladende opfattelse af slaverne; den umenneskelige behandling som sudetertyskere havde gjort tjekkiske borgere til genstand for. På intet tidspunkt glemmer han de forbrydelser, som var blevet gjort i Tysklands navn. Det er bogen om, at erfaringer er dyrekøbte – og tragedie ofte erstattes og gengældes med tragedie.

Det er en lang lidelseshistorie som begyndte, da Den Røde Hær rykkede ind i Østprøjsen (det nuværende Mazurien i Polen) sommeren 1944 og derefter kæmpede sig frem med så stor hast som det var militærisk muligt. Man følger det forræderi mod eget folk, som nødvendigvis må blive enden på al propaganda. Det nazistiske magtapparat lod være med at evakuere folk i tide for at give det udseende af, at der endnu var håb, når bare man kæmpede videre. De stak hovedet i busken i Berlin og lystløj, altimens efteråret og vinteren gjorde vejene ufremkommelige og flygtningene i tusindevis måtte betale med livet. Bogen vidner om mord, voldtægt, tyveri, brutalitet og nedværdigelser. Knopp fortæller historien i en enkel stil og der er ingen ansatser til voldsporno; men hændelserne er sådan, at selvom de er fortalt med uvilje og med agtpågivenhed, så må læseren nødvendigvis ikke så sjældent vende øjnene væk fra siderne. Det er en grufuld historie om gamlinger, kvinder og børn, der må bøde for det mændene gjorde i krigen. Man følger dem i vinterkulden på vejene vestover; ser dem i baghold; ser dem opgive; ja bevidner deres ynkelige endeligt. Her fortælles også om verdens største skibskatastrofe, «Wilhelm Gustloffs» forlis efter at være blevet ramt af en sovjetisk torpedo i Østersøen. Ca. 9000 mennesker mistede livet. Hen ved 900 soldater var ombord; men resten var mestendels flygtende kvinder og børn. Det er historien om mødrene fra Breslau der i titusindevis blev sendt ad vintervejene væk fra Den Røde Hær, men under vandringen (som var iværksat af de nazistiske myndigheder) omkom mange af børnene i sneen.

Mest gribende er måske kapitlet om de børn, der blev skilt fra forældrene i mylderet. Mange af dem så aldrig forældrene mere. Nogle forældre eller børn levede i Sovjetunionen i mange år. En hjerteskærende skæbne er den unge kvinde, der først i 75 genser sin bror og far i Forbundsrepublikken Tyskland; men må opgive at leve i vesten for hun er blevet sovjetisk i sindet.

Det er også beretningen om «Kvindernes time». Mændene var i felten. Derfor måtte kvinderne selv tage affære, tage hånd om familierne og forlade hjemstavnen for evigt hvad enten det var Østprøjsen, Pommern, Schlesien eller Sudeterlandet. De måtte agere trods de ydmygelser som fjendtlige soldater udsatte dem for. Indtil i dag har man ikke kunnet tale om disse frygtelige hændelser og brutale massevoldtægter. Det folk som havde forårsaget så store lidelser rundt om i Europa og i verden måtte bide hændelserne i sig og tie. De måtte finde sig i at leve med, at hævnen var kommet over deres hoveder.

Sejrherrer er sjældent nådige. Umenneskeligheden som krigen bringer med sig, lader sig ikke så let slukke. Der er mange uretfærdigheder at gøre op med! Pludselig sker så også det groteske, nemlig at undertrykte bliver til undertrykkere – med et er der en stemning af «råt for usødet» i luften og intet had kan udtrykkes tydeligt nok! Guido Knopp har skrevet bogen om krigens modsætningsfyldte virkelighed og om hadets opgør mennesker imellem – og om retfærdigheden som mennesker ønsker skal ske fyldest. Der var engang en mand, der sagde: «Min retfærdighed er en anden». Man kan kun håbe det, for når mennesker med had i sindet ønsker retfærdighed, sker der nemt endnu en forbrydelse. Ikke fordi de ville; men hadet lukkede øjnene på dem – og der var intet formildende der gjorde seende! Bogen er ikke kun af historisk interesse (selvom det skulle være nok!) – iflg. Knopp har flygtningestrømmene i det 20.årh. været på mindst 50 millioner. Det er også deres skæbne denne bog antyder. Skammeligt er det dog at den rigt illustrerede bog ikke er udstyret med en litteraturliste.

Sikkerhedspolitiske betraktninger

Robert D Kaplan: The Comming Anarchy. Shattering the Dreams of the Post Cold War. Vintage Books 2001 (opr. 2000). 198 sider. $12,-

Hvis man har lyst til det store vue ud over de udenrigspolitiske anliggender som dominerer verden eller som vil komme til at blive bestemmende, har man fået en fin lille artikelsamling af Kaplan. I bogen har han samlet en række artikler om sikkerhedspolitiske anliggender som er skrevet i løbet af 90’erne. Hvis man helst vil nøjes med at gå rundt og glæde sig og sige varme ord om verden som den ser ud til at føje sig, vil bogen virke ganske anstødelig. Ligesom den antagelig vil være meget provokerende over for den del af menneskeheden der elsker at lade sig bedrage af de gode intentioner og de politiske falsknerier. Kaplan kalder sig selv for realistisk. Han ved godt at man skal tale godt for sig selv hvis man vil gøre krav på denne betegnelse. Han ved også at man nemt bliver skubbet hen i et hjørne som pessimist eller kyniker – som et surt bæst der ikke vil tro godt om verden. Men på en eller anden måde lykkes det ham at skrive disse artikler så den nøgterne læser bliver holdt i sin nøgternhed, men alligevel bliver bevaret i håbet at det alt sammen godt kan nytte noget. Men læseren får ikke lov til at slippe afsted med gode intentioner. Han tør stirre verden lige ind i øjnene. Han kaster sit skarpe analytiske blik ud over verdens politiske anliggender og kommer med velbegrundede analyser og gennemtænkte fortolkninger. Han lader sig ikke friste af lette løsninger og klichéer. Han fortolker ikke inden for en snæver ramme, men bruger filosofien og den politiske historie. Hans referensrammer er litteraturen, historien, kulturhistorien og socialhistorien. Han kender sin Gibbons: The Decline and Fall of Western Civilisation – og han mestrer spanieren Ortega Y Gassets store værk om massemennesket. Dertil kommer en god forståelse af det moderne vestlige tankesæt, som han anser for at sno sig selv ind i glædesstrålende naivitet, der bærer på en politisk virus i sig der en dag vil gå af som en bombe under kulturen.

Der er ingen grund til at sætte sig tilbage i stolen efter 1989, hævder Kaplan. Det kan godt være at den kolde krig er overstået; men man er naiv hvis man tror at de væsentligste modsætningsforhold dermed er overvundne. Han peger på de manglende demokratiske traditioner og den skrøbelige økonomi i de forskellige østeuropæiske lande; men i særdeleshed peger han på de store modsætningsforhold, der findes på verdensplan. I særdeleshed lader han ikke sin læser i fred med udsigtsløsheden på det afrikanske kontinent. Han anklager nærmest Vesten for ikke at have begreb skabt om, hvad det drejer sig om i Afrika. Han advarer imod Huntingdons ensidige tese om civilisationernes klask. Kaplan hævder at civilisationerne og religionerne kun er en del af et langt mere komplekst opgør. Man må ikke se bort fra de fuldstændig umulige økonomiske vilkår som mange nationer lever under. Den fattigdom vil drive flygtningestrømmene frem og den økonomi vil kræve en større del af lagkagen. En artikel om demokratiet er tankevækkende. Han beskriver med hvilken selvfølgelighed Vesten kræver demokrati i alle lande. Det svæver over verden som et mantra. Men ingen synes at erindre sig at der er tale om en meget lang historisk udvikling, som man ikke kan forvente af nye lande og andre kulturer. Han tør problematisere det som er blevet alles politiske kæledække. Men her kommer realismen ham til hjælp. Han viser nemlig, at det kan godt være at vi er glødende i stemmen; men det er nu ikke kun den gode vilje der driver de vestlige samfund. En sund sans for udbytterighed får os til at se igennem fingre med folkemordet i Rwanda. Han gør opmærksom på, at det ikke var mordene på kurderne, der fik FN til at gå i krig mod Sadam Husein; men det var hans annektion af et land hvor vi havde olieinteresser. Det var ikke Holocaust der drev USA ind i 2.Verdenskrig, men angrebet på Pearl Harbour. Han hoverer ikke med disse informationer. Han beder bare verden om at holde sig virkeligheden for øjnene. I en artikel om Kissinger, Metternich og realismen skriver han sig frem til klarhed i sit eget standpunkt og åbner vel egentlig øjnene for Kissinger og hans indsats. Kaplan hævder (med Kissinger) at det ikke så meget er uretfærdigheden som er et problem – langt værre er det, når et samfund pludselig udvikler sig til at være uordentligt og kaotisk ligesom i Nazityskland for så er der ingen frihed med hvilken man kan tilkæmpe sig retfærdigheden.

Bogen afsluttes af en lille artikel med titlen: «Faren ved freden». Her antyder Kaplan det moderne vestlige menneskes apati og han slår til lyd for at det samfund som er sunken så dybt i konsumisme, at der ikke er overvejelse af, hvad man vil afstå for at tjene det samme samfund, er på vej mod undergang. Han advarer mod massemenneskets forlystelsessyge og hævder det forunderlige, at hvis man virkeligt har noget kært, vil man også kæmpe for det, om det så skal koste én livet.

Det er en væsentlig bog, skrevet af et anderledestænkende menneske. Man får noget til tanken og bliver tvunget ind på verdensscenen som den er: ond, grisk, manipulerende og magtsyg. Han hævder kun at man er dum, hvis man tror at historiens skyggesider lader sig lulle i søvn. Hvis man vil en anden magt (og jeg er ikke i tvivl om hans demokratiske og vestlige sindelag), må man være realistisk. Kun sådan kan idealerne fremmes.

Peder Skov-Jacobsen