Skaber klæder virkelig folk?

eller

As Useless but as Fascinating as a Cat

Av Peder Skov-Jacobsen

I sin overordentlig velskrevne artikel: «Ønsker vi uniformerte feltprester?»¹, tæn­der flaggkommandør Jacob Børresen en diskussion som egentlig altid bør være nærværende i militæret og hos de præster som har valgt at gøre tjeneste i de væbnede styrker. I artiklen udtrykkes stor forståelse for præstens vidtforgrenede opgaver i forsvaret og det er kombineret med en velgørende usentimental og re­alistisk forståelse af krigens virkelighed, og dermed også en klar forståelse for officers- og soldaterfagets kærne: med magt, vold, trusler, overtalelse og list at forsvare sit land, en alliance, en befolkningsgruppe. Præsten er repræsentant for den Jesus som hævder at man skal bede for sine forfølgere, elske sine fjender og vende den anden kind til; men han arbejder i et system som med den franske ge­neral og præsident, Charles de Gaulle, hævder at «intet land har venner, kun in­teresser!» Børresen er bange for at sammenblandingen af evangeliet og unifor­men, kan betyde at præsten bliver forstået forkert og dermed kommer til at legi­timere den krig, den gru og den vold som han ifølge evangeliets natur må være en modstander af og skal være et modbillede på. Han er bange for at der kommer til at hænge «Gott mit Uns»- syndrom i luften og at officeren og soldaten tror at kirken velsigner våbnene og krigsudfoldelsen ved at være tilstede i den militære sammenhæng. I særdeleshed fornemmer jeg at Børresen er skeptisk ved at præ-sten er så meget en del af systemet at man endog bærer rangstegn, og dermed er det ikke kun præsten der velsigner, men officeren der befaler.

Nuvel, der er vel noget om at klæder skaber folk og derved erkender vi også at dem der bærer uniform også ønsker at fremstå som et fællesskab med en fælles identitet; ønsker at være med til at lægge skulder til den samme opgave med forskellige evner og positioner. Uniformen kan være med til at støtte os i opgaven og give os en fornemmelse af at vi ikke er ude i privat ærinde; men er sendt af andre på deres vegne. Men betyder det at den der bærer uniform kan gemme sig i uniformen, og under skyldig henvisning til at adlyde, kan glemme sine almenmenneskelige etiske og moralske forpligtelser? Betyder uniformen at man per automatik vinder de andres agtelse, respekt og autoritet, eller er det moderne militære menneske ikke så præget af sin samtid at vedkommende ved at autoritet vinder man sig ikke ved at være autoritær, og agtelse får man ikke af at være påståelig, men ved at overbevise de andre om sin dygtighed? Nok skaber klæder folk, men den der kun ved af at pege på sit distinktionstegn og tror at diskussionen er overstået, er måske nok stor i egen tanke, men i andres er han i bedste fald kun latterlig.

Officers-, sømandspræst- og tillidsmandsmodellen er alle prøvede. Der findes værnspræster der indgår i det militære system på lige fod med øvrige officerer og har mulighed for en løbebane fra løjtnant til admiral. Nogle af os bærer officersuniformer; men er ikke officerer hvilket fremgår af distinktionen «kors». I enkelte lande er man blevet så rædselsslagen for «Gott mit Uns» (af gode grunde) at de militære præster er i civil.

Jeg tror at man kan skytte om sin opgave som præst i forsvaret med eller uden uniform. Det er andre ting end uniformen der er afgørende for relevansen af den kirkelige tilstedeværelse i det militære system. Det moderne menneske lader sig ikke snyde af uniformen og lader sig ikke bedrage af de civile klæder.

I kirken har vi altid talt om begrebet adiafora som er de tegn, handlinger, udsmykninger osv. der ikke gør en forskel på selve indholdet. Der er tale om ydre ting som man kan vælge alt efter hvad man finder smukt, nyttigt og mest praktisk. Man kan stille et romansk kors op, eller et gotisk hvis man finder det smukt. Man bruger det sprog som er nyttigt og bruger de udtryksformer som er begribelige, fordi indholdet er det afgørende og ikke dets iklædning.

Problemet er naturligvis at det som er adiafora for nogle, er i høj grad men-ingsbærende for andre. Striden har været siden apostolsk tid. Peter syntes at om-skærelse var nødvendig og Paulus blev rasende idet han mente at det kunne man gøre i den jødiske sammenhæng; men der var ingen grund til det blandt folke-slagene. Den samme Paulus havde ikke noget imod rødt kød; men han syntes at man skulle lade være hvis det bragte tvivlen frem i nogle. I den lutherske refor-mation beholdt man de fleste af messens udtryksmidler, og selvom man gik over til modersmålet, hævdede Luther at i byer hvor der var en latinskole skulle man også holde en gudstjeneste på latin; i andre områder blev man rasende og så pa-pistisk tøjeri alle steder hvis der anvendtes messeklæder og latin og man gjorde et stort nummer ud af at slå hovedet af alle helgenstatuer og ødelægge tidligere tiders udsmykning for at bedyre sin rene evangeliske lære. Adiafora kan bestemt bringe sindene i kog, selvom det skulle dreje sig om udtryksformer der ikke har indvirkning på substansen af budskabet. Tænk på alle de nyere stridsmål. For nogle af os hører dansen, teatret, livsglæden som udfoldes ved bordet med til det guddommelige mysterium; men for andre er dem der går i biograf og på bar på den slagne vej mod helvede. Jeg kan hundrede gange overbevise mig selv om at swastika blot er et blandt hundreder af kors; men jeg ville aldrig kunne acceptere det på et alter, for det bærer gruen, afskyen og menneske-foragten i sig og for-tæller om menneskers mulighed for at blive barbarer. Det er blevet afstumpet-hedens og hadets tegn.

Præstekjolen er et typisk adiafora som man altid diskuterer. I Danmark har vi stadig den gamle borgerdragt med pibekrave og under gudstjenester lægger vi så også alba og messeklæder henover. Nogle synes at den er for sort og ikke svarer til evangeliets glæde – andre har vist en temmelig klar fornemmelse af at den der bærer den nok er præst – for et par år siden sagde en nær norsk ven til mig at vi stadigvæk bar embedsdragt, hvorimod de fleste norske præster nu bærer liturgisk dragt. Jeg indrømmer at jeg for en kort stund følte at jeg hvirvlede ned i et teologisk tomrum hvor jeg gik rundt med en dragt der pegede på tidligere tiders magt, vælde, status og privilegium, alt imens jeg så mine dydige norske kolleger stå ophøjede tilbage i deres rene og hvide uskyldsklæder, den store hvide flok, samlede i tilbedelse og liturgi – men dér midt i hvirvlet blev jeg så indfanget af denne frygtelige danske nøgternhed, som så ofte har ødelagt stemningen blandt de højtstemte og ildsjælene, for pludseligt erindrede jeg hvor vi har de liturgiske klæder fra: kejserkulten i Bysans.² Når man skulle i audiens iklædte man sig en hvid tunica med ærmer, en alba – derover en casula (hagel), og var man militær brugte man et cingulum, et bælte, til at holde det hele på plads. Det eneste værdighedstegn var et pallium, et skærf, som man lagde om skulderen. Dette blev senere kun for ærkebiskopper og derfor fik præsterne nøje sig med stolaen. Ak og ve så hurtigt kan al kirkelig uskyld forsvinde.

Men ærlig talt så gør det alt sammen ikke noget, for der er ikke nogen i Norge der har fornemmelsen af kejserkult når de ser en kvinde eller en mand i alba med stola og cingulum, for de ser en præst, ligesom danskeren ikke ser en repræsentant for borgerstanden og en embedsmand; men ser en præst. Og ærlig talt er jeg ikke til de helt store diskussioner om det ene eller det andet, når bare der er stof nok der kan skjule en mangfoldighed af synder.

Lidt går det mig ligesådan med diskussionen for eller imod uniform, officer eller ikke-officer, civil eller militær, kirke eller forsvar. I centrum for diskus­sio­nen må være om præsterne opfylder deres teologiske og pastorale opgaver – og mit anliggende er at dette ikke garanteres af uniform, ligesom det ikke ga­rante­res af en præstekjole eller et civilt antræk.

Den engelske forfatter G.K. Chesterton formulerede det meget præcist en-gang da han hævdede:

A clergyman may be as apparently useless as a cat, but he is also as fascinating, for there must be some strange reason for his existence.³

Hvis der skal være præster i forsvaret, er det også klart at disse er der på grunn av den kirkelige opgave. De skal, ligesom alle andre præster, lægge liv, tanker, formuleringer, gerning, fantasi til formidlingen af verdens smukkeste historie om Gud der blev menneske i Jesus, Marias søn – om Gud der lod sig tilsøle (på fint inkarnation) og lagde troens, håbets og kærlighedens ord i menneskemund – de skal tale om den Jesus der altid møder mennesket, ikke hvor det burde være, men hvor det er. Med denne historie i tankerne og med længslen i sindet skal de efter bedste evne leve solidarisk med deres samtid og forsøge at formulere evigheden på timelighedens vilkår. Præsterne lever i en lang dannelsestradition og ved at de forskellige tider har fordret mange forskellige udlægninger – de ved at nok er Gud altid og overalt den samme; men menneskenes ord om Gud er altid talt ind i sammenhæng og afhængig af en tid. Denne dannelsestradition skal være med til at opmuntre præsten til at give sig i kast med sin egen tid og samtidig lære vedkommende ydmyghed, fordi man ser at troens mysterium er større end ens egne formuleringer og ens egen tids indsigt.

Hvis præsten er til stede i sin opgave og i sin tid, kan det ikke uden videre udlægges som en guddommelig sanktion af hvad der foretages. Præsten kan ikke repræsentere den Gud der blev en del af jorden ved at forblive inde i et elfen-benstårn og tænke smukke tanker og formulere evige sandheder, men må melde sig i livet blandt mennesker. En af præstens opgaver er naturligvis at vække menneskers længsel og anelse ved at holde gudstjeneste og være med til at skabe et rum for eftertanke og bøn, og bringe Gud nær ved nadverens og dåbens syn-lige tegn. Men evangeliet er ikke spærret inde i gudstjenesten eller i kirkerum-met. Det gør sig også hørt i hverdagen. Mange af os hørte læsningen: «Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning» (2.Timotheusbrev 4) inden vi blev ordineret. Den første danske evangeliske biskop (eller som de kaldtes dengang: superintendent – kon-gen havde nemlig fået nok af bisper), Peder Palladius, skrev i sin Visitatsbog:

Eders sognepræst skulle thiene eder udj liiffs oc siæls fare, vdi liiffs fare, det beviser ieg saa. Hand skall vere eder tilrede saa vel midnatz tide som middagstiid, vdi mørch oc molm, i regn oc raaed, i kuld oc frost op aff sin seng til mindste barn som du haffuer udj det huss som en tid er berett, naar hand tilsiges. Er der pocher hiem til det, er der pestilentze, hedesiuge, suedesiuge, koldesiuge, heller ander gudz gaffuer och plauffer, lucter der vell eller stincker der ilde, da skall din sogneprest der ind, och haffue sin næsse der j med.⁴

Præsterne formanes til at være der hvor der ingen ære er at hente og hvor der ingen fornøjelse er ved at være at være, men det hører med til arbejdet at være der hvor menneskene er.

Når jeg færdes i min søværnsuniform, kan enhver se at jeg har påtaget mig dette specielle arbejde at være orlogspræst. Jeg giver med uniformen tegn om at jeg er mig bevidst at færdes i den militære del af samfundet og giver tegn om at jeg solidarisk forstår og erkender opgaven vi er samlet om.

På intet tidspunkt har jeg været udsat for en forventning om at min præste-lige tilstedeværelse ombord legitimerede krigens gru eller volden. På mit sidste togt gjorde chefen mig tværtimod opmærksom på at han ikke havde brug for en krigerpræst eller en militaristisk galning der gjorde forsøg på at sætte Gud bag-ved de dødelige våben som vi bar i lasten. Han havde derimod brug for at blive overbevist om at der var et liv efter ydmygelserne, efter konflikterne, efter døden, rædslen og angsten – han havde brug for at blive overbevist om at der selv efter den gode sags tjeneste hvor man som krigens ingeniør er blevet nødt til at tage det dødelige håndværk i brug, kan genvinde menneskeligheden og agtel-sen, og ikke går under i forfærdelsen over de frygtelige midler man måtte an-vende for at skabe fred eller for at redde menneskeliv.

I en krigssituation vil jeg tro at præsten kan være med til at holde livsgnisten i glød og holde modet oppe, men kampkraften og disciplinen hører så visseligt officersfaget til, ellers har dette svigtet – og derfor er det med nogen betænke-lighed at jeg, i samme nummer af PACEM ⁵, læser dr. D.G. Coulters udredning om de skotske præster under Anden Verdenskrig.

Langt væsentligere end hvordan man går klædt, er det at finde ud af hvordan præsten bedst kan gøre gavn i det forsvar hvor han/hun skal tjene, og om den præstelige tjeneste bliver varetaget på en måde så det er til nytte for forsvaret. I forsvarets hverdag vil det blant annet sige at man skal overveje om man er der nok for at blive en del af teamet; om man er der nok for at forstå hverdagen i forsvaret; om man deltager i samtaler på alle niveauer; om man bidrager med den teologiske, filosofiske, etiske kompetence som man er i besiddelse af; om man deltager i undervisningen og problemformuleringen som bør finde sted i et-hvert moderne forsvar; om man er med til at skærpe den kritiske eftertanke som troen også byder; om man er sjælesørgerisk forberedt og ordentligt uddannet.

Af værnspræstekorpset skal man naturligvis forvente at der finder en teologisk refleksion sted som har betydning i den militære sammenhæng; at der finder en etisk problemformulering sted, og at der er en levende interesse for disse aspekter i studier og undervisning. Hvis præsten skal være gavnlig i forsvaret er det vel kun rimeligt at vedkommende også prøver på at hævde en integritet som kommer mageløst til udtryk i Jens Bjørneboes sarkastiske digt:⁶

Ti bud til en ung mann som vil frem i verden

Jacob Børresens debat bør ikke forstumme, for præstekorpset må altid værne om den kirkelige opgave og hævde at præsten skal varetage sin kirkelige tjeneste og være tilstede i forsvaret med teologisk og pastoral integritet. Som en uden­forstående der mest kender det norske feltpræstekorps fra den side som kommer til udtryk i PACEM, forekommer det mig at man har grund til få bekymringer i Norge. De norske værnspræster synes at være en integreret del af forsvaret og tilsyneladende møder man opgaverne intellektuelt og medmenneskeligt på et meget højt plan. Ind imellem kan tonen godt være skarp og kritisk, og tilsyne­ladende er der plads til at krigsskoleprest, major Bård Mæland går i rette med «grusing»; at sjøkrigsskoleprest, orlogskaptajn Leif Tore Michelsen erklærer sin betænkelighed ved Kosova-krigen, og at kaptajnløjtnant Gudmund Waaler er kritisk over for officersuddannelsen og indstillingen blandt unge officerer – og sidst men ikke mindst synes det at være klart at præsterne ikke er i tvivl om den kirkelige karakter af deres opgave når de adspørges i en undersøgelse. For en udenforstående ser det ud til at det norske forsvar tillader sig en rummelighed som er forbilledlig og at præstekorpset også accepterer kritik fra både en flagg­kommandør, Børresen, og en brigadér, Sverre Diesen.

Jacob Børresen gør ret i at minde præsterne om deres opgave. Jeg har i det ovenstående prøvet at redegøre for at præstens opgave altid er den samme; men altid må tage højde for sammenhængen (sognet) man skal gøre tjeneste i, og lad mig slutteligt citere et digt, eller en bøn, af Karl Rahner, som jeg fandt i en irsk biskops erindringer for nylig:⁷

Priesthood

My dear friends accept us as we are;

The priest is not an angel sent from heaven.

He is a man, chosen from among men,

a member of the Church, a Christian.

Remaining man and Christian,

he begins to speak to you the Word of God.

The Word is not his own:

he speaks it because God has told him to proclaim his Word.

Perhaps he has not entirely understood it himself,

perhaps he adulterates it,

but he believes, and despite his fears,

he knows that he must communicate God’s Word to you.

For must not some one of us say something about God,

about eternal life, about the majesty of grace in our sanctified being:

must not some one of us speak of sin

and of the judgement and mercy of God?

So, my dear friends, pray for us, carry us,

so that we might be able to sustain others

by bringing them to the mystery of God’s love

revealed in Christ Jesus our Lord.

Som 14-årig fik jeg politisk chockbehandling. Vores klasse besøgte Lübeck og vi skulle se grænsen til DDR. Da vi nærmede os ingenmandsland, pigtråd og minezonen, begyndte vagterne i tårnet at røre på sig og lagde an mod en flok 14-årige, slap hundene løs og patruljerede ivrigt. Den oplevelse skabte for altid en foragt i mig for det totalitære menneske som ikke kan skelne mellem vigtigt og uvæsentligt, men lader uniformen stjæle den menneskelige dømmekraft og tror at uniformen alene kan bære. Hvad enten man er præst, officer, sergent eller me­nig, er det et vilkår at uniformen skal fyldes ud af et menneske, af en personlig­hed, med sund dømmekraft og høje idealer.

English Summary

«Do Really Clothes Make People»

This article is a respond to Jacob Børresen’s question about chaplains wearing uni­form (PACEM 4:2, 2001). The author stresses that the main discussion should be if the chaplains fulfil their theological and pastoral tasks or not. This is not granted by use of uniform, alba or civil clothes. When the author is walking around in his uniform, he concludes, anyone can see that he has taken this par­ticular work. He gives the sign that he is a part of the military system and does his work in solidarity with all other working there.

Peter Skov-Jakobsen, f.1959, Gammelvagt 2, 1312 København K. E-post: skov-jakobsen@post.tele.dk Master of Arts (Hull University, England) 1992; cand.theol København 1993; Assistent og Sømandspræst i Hull 1988 - 1997; Sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke siden 1998.  Avhandling1992: ...World without End. Reflections in Theology in the Modern World, with Re­gard to Bernard Lonergan's "Method in Theology".  Anmelder af udenlandsk teologisk og social-etisk litteratur i Kristeligt Dagblad.