Menneskerettighederne – en plage

Av Biskop Jan Lindhardt

Menneskerettighederne opfattes ofte som de vestlige samfunds adelsmærke. De markedsføres både udadtil og indadtil. Udadtil var de hovedindholdet i Helsingforssamtalerne i sin tid mellem USA og Sovjet, hvor USA med stor moralsk styr­ke fastholdt kravet om overholdelse af menneskerettighederne. Det gør man både på regeringsplan og på NGO-niveau, f.eks. Ammesty International. Man opererer med forskellige generationer af menneskerettigheder, nemlig de individuelle i det 18. århundrede, de politiske i det 19. årh., de sociale i det 20. årh. og måske de kulturelle i det 21. årh.

Lad os kort se på den første generation af menneskerettigheder, hvoraf jeg citerer nogle fra den erklæring, som blev vedtaget af den franske nationalforsamling 20. august 1789:

1. Menneskene fødes lige og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.

2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand imod undertrykkelse.

4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.

5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler.

11. Retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tale, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig i de tilfælde, som loven bestemmer.

17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformelig fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning.

Som det ses er alle disse «rettigheder» til for at beskytte det enkelte individ. Alene det at man taler om rettigheder, hvor tidligere tider ville have lagt vægten på pligter overfor samfundet, viser dette. Staten bør ikke have noget indhold af idemæssig eller religiøs art, for det skal overlades til den enkelte borger selv at skaffe sig det. En statsreligion er derfor utænkelig, hvilket er første gang i historien. Ingen mening skal være autoriseret, alle har lov til at sige alt til alle – indenfor visse meget vide grænser (i vore dage injurielovgivningen). Den enkelte tilkendes ejendomsret, som er «hellig og ukrænkelig» (art. 17), hvilket måske er det stærkeste udtryk for individets centrale nye stilling. Når man understreger jegets betydning, må man også anerkende vigtigheden af det, som jeget ejer. Hvad jeg ejer, kan du ikke også eje, hvis det forholder sig således, at vi er to personer og ikke en gruppe på to. Jorden opdeles derfor i parceller (af fransk, en lille del) og fællesjordene («fællederne») afskaffes. På et luftfotografi af dagens Danmark vil markskel og hække vise landskabets og dermed også samfundets parcellering og individualisering. I tidligere samfundsdannelser opererer man sjældent med ejendomsret, højst med brugsret. I et feudalt samfund spiller den enkeltes privatejendom ingen rolle af betydning i forhold til den funktion som personen måtte have i samfundsorganismen.

Egocentrisk etik

Menneskerettigheder, i hvert fald første generation, blev formuleret for at beskytte individet mod en bestemmende, ja, måske tyrannisk statsmagt. Og man kan jo sige meget godt om disse rettigheder, men det kan ikke skjules at de grundlæggende træk i menneskerettighedstankegangen er ønsket om at beskytte individet mod forpligtelser fra andre. Forudsætningen er den at den enkelte ikke skylder andre noget, en forudsætning der f.eks. direkte strider mod den kristne tanke om pligten, f.eks. den samaritanske pligt overfor næsten. Forstået på denne måde, må man sige at præsten og levitten i historien om samaritaneren (det var dem, der gik forbi den nødsstedte uden at hjælpe) havde deres fulde menneskeret til blot at lade ham ligge. Konsekvensen af rettighedstankegangen er nemlig at det er mig der bestemmer over mit liv og min kalender og ingen anden. Jeg er mit livs avis’ ansvarshavende redaktør med et genialt udtryk af Søren Kierkegaard. Jeg bestemmer selv hvad der skal stå skrevet i mit liv. Der er ikke nogen der skal have noget på mig.

Vi tænker i disse år tankegangen længere og længere ud. Det er min (menneske-)ret om jeg vil afgive organer til andre eller om jeg vil tage dem med i graven eller i ildovnen. Som John Maynard Keynes, den verdensberømte amerikanske økonom, sagde allerede i tyverne: Vi er moralsk berettiget til at være rige, blive taget os af og især (det var meget vigtigt for Keynes) at kunne hengive os til kunst. Her ser vi både 3. og 4. generations menneskerettigheder (de sociale og de kulturelle), og det er ikke svært at se at Keynes var profetisk.

I de senere år er vi blevet forvandlet fra at være borgere til at blive brugere. Offentlige myndigheder og private firmaer foranstalter store undersøgelser over hvad «brugerne» vil have. Vi har fået nye og spændende ord ind i vort sprog, som f.eks. en brugerdefineret strategi, brugerrelevant politik, brugerbeskyttelse. Det gamle forbruger er dukket op en kortere og mere almen udgave som bruger.

«Vi må forlange...». Det bliver slagordet fremefter. Vi må kræve at være raske. At dødeligheden stadig er tæt på 100% i Danmark, er et faktum som er næsten ubærligt. Vi må kræve at leve længere, og hvis vi ikke gør det, er der nogen der må drages til ansvar. Om vi nogensinde når der til som en sundhedsminister spåede «at vi alle vil dø raske og glade!», er vel endnu tvivlsomt. Men det er ikke for meget forlangt.

Da H.C. Andersen engang diskuterede med nogen om der var et liv efter døden, blev han meget ophidset over at man kunne tvivle herpå og udbrød harmdirrende: «Man kan forlange det!». Tilsvarende skriver Svend Andersen i sin etik at når man kalder Gud for fader, så implicerer det også at vi som børn har krav på denne fader og rettigheder i forhold til ham, som aldrig opfyldes (som alle børn har på deres forældre). Det kan vel kaldes et brugerdefineret gudsforhold. Svend Andersen opfordrer dog til at vi som voksne overbærende tilgiver denne gud og ikke kræver mere af ham end han kan opfylde (Som dig selv, side 211ff.).

Velfærdsstaten

Hovedområdet for menneskerettighedernes virken er dog stadig samfundet. Nu ikke så meget længere for at beskytte individet, men for at sikre at individets krav om et godt liv ikke trædes under fode. Vi har alle en række krav på det offentlige, og dem skal velfærdsstaten opfylde.

Ordet velfærd hører til dem der bruges mere og mere i vor tid. Hvor politikerne overhovedet kan komme til det, bruger de ikke staten, men velfærdstaten. Hvad betyder velfærd? Det betyder jo ikke at færdes på rette vej. Eller at færdes på en god vej. Velfærd har vel i dag to andre betydninger, nemlig for det første at det er en god stat vi lever i, forsåvidt den kan skaffe os gode materielle vilkår, boliger, rejser, mad og skolegang. Og for det andet at den kan hjælpe folk i nød. Med social hjælp, med sygdomsbehandling, overførselsindkomster etc.

For nyligt hørte jeg overvismand Niels Kærgaard holde et spændende foredrag, hvori han gennemgik statens økonomi. Det fremgik heraf at udgifterne i nyere tid til en række poster som undervisning, uddannelse, politi, veje, retsvæsen etc. ikke var steget opsigtsvækkende. Det var derimod overførselsindkomster. Alt efter hvordan man regner, har man mellem en og to millioner voksne danskere på overførselsindkomster. Hver især får de ikke større ydelser end for en generation siden, men forskellen er at der er blevet mange flere af dem.

Steinckes socialreform i 1933 prises ofte som et stort fremskridt, fordi hjælpen nu blev indført som en ret og ikke længere skulle være en almisse. Det var ydmygende at modtage hjælp, som man ikke havde ret til. Et interessant synspunkt, selvom det måske ikke er sikkert at det er holdbart.

Det ligger jo helt klart i forlængelse af menneskerettighederne. Disse har til formål at beskytte individet mod de andre, hvad enten disse optræder som enkeltindivider eller som gruppe, evt. som statsmagt. Individet skal kunne definere sin egen tilværelse uafhængigt af andre.

Når man tænker i rettigheder, så tager man som nævnt udgangspunktet i den enkelte. Hvis vi tager en social menneskeret som retten til arbejde, så har den enkelte ret til arbejde, hvis han eller hun ønsker det. Så kort kan det siges. Det er derimod i princippet irrelevant om der faktisk er arbejde, for det skal de «andre», samfundet, staten, kommunen etc. tage sig af. Den enkelte har til enhver tid ret overfor de andre, systemet, samfundet etc.

Det er spørgsmålet om ikke det fører til et helt uhåndterligt system, hvor der er asynkronicitet mellem vurdering af behov og ydelse af hjælp. Det bliver to forskellige instanser. Det kommer til at minde om den mærkelige opdeling man har foretaget af DSB: Én instans varetager togdriften, mens en anden påtager sig at holde banelegemet i stand. Da de to er uafhængige af hinanden, er derfor ingen der har har ansvaret for at togene kører (helt så galt går det ikke i praksis, og det gør det da heller ikke i velfærdsstaten). Eller sagt på en anden måde – i realiteten rummer et sådan system ingen form for styringsmulighed.

Rettighedstankengangen forudsætter som nævnt at den enkelte er styrende i sin egen tilværelse. Hvad jeg vil have, det skal jeg have, jvf. eksemplet med arbejdet.

Sådan går det naturligvis ikke i virkelighedens verden, for der er jo ikke råd til alt muligt. Men selve den politiske debat gør hvad den kan – mere eller mindre hyklerisk – for at leve op til en rettighedstankegang. Op til hvert folketingsvalg tales der meget om rettigheder. Vi har ret til at blive behandlet på sygehuse, til at have barselsorlov, til at have cykelstier, til få det godt i vor alderdom (her gives ofte en begrundelse – fordi vi gennem et langt liv har betalt skat og bidraget til samfundet. Nu skal vi så have noget igjen). Hvad du ønsker, skal du få, men når man tænker i rettigheder, så er giver og modtager principielt ikke forbundet med hinanden. Det er modtagerne (brugerne) der definerer behovet og giveren (samfundet) er nødt til at følge efter. Og i vore dage er brugeren blevet en nøgleperson. Hans ønsker og drømme kortlægges som sagt i stadig flere undersøgelser, som nu også det offentlige foranstalter. Og det regnes som en alvorlig kritik, hvis en institution ikke lever op til, hvad der er brugerdefinerede krav.

Politisk set synes der i disse år at ske en vending fra den store landsdækkende politik til en række særinteresser, hvor brugere finder sammen i patientforeninger, skolebestyrelser, økologiske interessegrupper, grundejerforeninger, bydelslav, naturfredning og meget andet. Alle steder forvandles almindelige skønsomme mennesker til frådende og krævende (for-)brugere, som alle søger at stikke sugerør ned i offentlige kasser for at hente så meget som muligt. Om mange af disse grupper kunne man nok spørge om der ikke er et inhabilitetsproblem. Kan det være rigtigt at man skal sidde og plage lærerne som medlem af en skolebestyrelse, fordi man har et barn gående i skolen? I andre sammenhæng gør det en inhabil, hvis en nærtstående slægtning bliver berørt af ens beslutninger. Men i videre forstand er det betænkeligt at man i stigende grad forvandles fra at være borger til at blive bruger. I det første begreb ligger der traditionelt en mere overordnet tilgang til samfundets problemer, mens menneskerettighedstankegangen truer med at gøre os til små nærsynede egoister.

Kristne samfundsmodeller

Vi lever jo på en kristen kulturarv og lad os et øjeblik prøve at se hvorledes man gennem tiderne har tænkt om velfærdssamfundet som ide og praktisk virkelighed. Der er faktisk forskellige løsninger.

I Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente læser vi om en slags spontan socialisme:

Alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet, spiste sammen og jublende oprigtige af hjertet priste de Gud. (kap. 2)

Denne paradisiske ønskedrøm møder man med jævne mellemrum i de næste par tusind år, helt op til Woodstock i Californien i 1968 og længere frem. Men det er desværre kun en flygtig drøm, som hurtigt får ende, selvom den gennem historien har evigt liv. Allerede i kapittel 5 ser vi et ægtepar, som også sælger alt hvad de ejer, men stikker nogle af pengene til side til sig selv. Herrens straf rammer dem naturligvis og de falder døde om. Senere hen må også Paulus slås med rige, der ikke er tilbøjelige til at dele med fattige.

I den paradisiske ønskedrøm er der ikke tale om rettigheder, men om spontan gudgiven kærlighed. At tale om ret i denne sammenhæng, ville jo være at punktere drømmen øjeblikkeligt. Omtrent som hvis unge elskende ville hævde deres ret til at modtage kærlighed af den anden.

Efterhånden som teologien (og hermed også juraen) kommer til at præge kirken mere og mere, så når man i den katolske middelalder frem til en anden samfundsmodel, hvor man lægger almissebegrebet til grund. Samfundets ulighed gør at det er nødvendigt med overførsler fra rig til fattig, og det sker ved at de rige giver gaver. De fattige har i og for sig ingen krav på at få, men de rige har pligt til at give. Som en særlig motivation medtænkes gerningsretfærdigheden, dvs. den retfærdighed man opnår og dermed yndest hos Gud ved at give almisser. I frelsesmæssig sammenhæng er det derfor ligefrem nødvendigt at have de fattige hos sig, så at man har nogen at give gaver til. Derfor var der ikke i de katolske samfund nogen særlig stærk drivkraft til at ændre samfundet.

Dette skyldes også et andet forhold. Katolsk tankegang er for protestanter ofte overraskende modsætningsfyldt, uden at katolikkerne på nogen måde forsøger at skjule det. Det er således godt at være gift, men det er bedre at være ugift. Der er selvfølgelig en modsætning mellem de to måder at leve på, men der foretages ikke et absolut valg. Tilsvarende er det godt at være rig, men det er bedre at være fattig. Det er godt at være rask, men det er bedre at være syg. Det er faktisk en hæder at være fattig og syg, for så kan man leve et sandt gudhengivent liv. Det er godt at arbejde, men bedre at tjene sit brød ved tiggeri. Det er den sande ydmyghed og vi får da også i middelalderens storhedstid en række tiggermunkeordener, der kun skal tjene Gud og næsten, ikke tjene penge. Herved giver man afkald på sig selv og den katolske kristendom giver herved sit bud på en af de vigtigste dyder i kristendommen: ydmyghed, selvfornægtelse. At tale om rettigheder i denne sammenhæng ville være absurd.

I protestantismen ser man helt anderledes på disse ting. Det skyldes først og fremmest at man har en anden teologi. Forholdet mellem menneske og Gud opfattes ikke længere således at man kan påvirke Vorherre og fremskaffe hans velvilje ved at give almisser eller gøre andre gode gerninger. Tiggernes antal faldt derfor, fordi de nu ikke fik nær så meget. Luthersk forstået holder Gud af mennesket, som det nu engang er, uanset om det opfører sig godt eller skidt. Gud er som en far, og en rigtig far slår naturligvis ikke hånden af sine børn, fordi de ikke lever op til deres skyldighed. Eller sagt mere radikalt: Vor sag med Vorherre er i orden – vi tvivler godt nok om det, og derfor må vi komme i kirken gang på gang for at blive forsikret om dette utrolige og glædelige faktum. Vi behøver ikke at retfærdiggøre os selv, det har Han gjort.

Vi har altså opnået alt det vi kan opnå og derfor kunne vi sådan set sætte os med hænderne i skødet og trille tommelfingre. Når vi ikke gør dette alligevel, er det fordi vi slet ikke kan lade være med at gå ud og give den kærlighed videre vi selv har mødt fra Gud. Har man selv mødt kærligheden, kan man ikke lade være med at delagtiggøre andre i den.

Dermed træder almissebegrebet stærkt tilbage. Man har jo ikke længere et egocentrisk/egoistisk formål med sine handlinger. Man kan nemlig ikke gøre Gud mere kærlig og glad end Han allerede er. Luther mener at man så kan vende hele opmærksomheden mod næsten. Det er hans tarv det drejer sig om. Når næsten er målet, så giver det ingen mening at ville fastholde den fattige i hans fattigdom for at have nogen at give til. Tværtimod må det være målet at trække den fattige ud af hans fattigdom. Og det er så målet med protestantisk socialpolitik. Fattighjælp af forskellig art etableres, og under pietismen i det 18. århundrede oprettes en række institutioner til hjælp for mennesker i nød, børn (Vajsenhuse), unge, gravide kvinder etc. Og det er det som er roden til den danske (skandinaviske) velfærdsmodel, hvor «få har for meget og færre for lidt».

Rettighedssamfundet og dets vanskeligheder

Princippet er kort det at den der har, har pligt til at give. Og sådan har det været indtil Steinckes socialreform, hvor princippet ændredes sig til at behov er det samme som ret til at modtage.

At det føltes som en befrielse i sin tid, kan man levende forestille sig. I de små og nære samfund har der helt givet været megen ydmyghed, ja ydmygelse ved at modtage fattighjælp og andre former for støtte. Nu kunne man rejse hovedet og se folk i øjnene, for man havde ret til hjælpen, som ikke længere var en nådegave.

Men det ser ud til at denne model i disse år falder på at der simpelthen ikke er råd til den. Skatterne stiger hvert år og man kan jo dårligt nå over 100% (i Sverige havde man en overgang en skatteprocent på 110%, men det var ikke af hele indtægten). Nu taler man om velfærdsstatens nedtrapning og måske endda afvikling, fordi økonomien ikke er til det. Økonomien er jo ellers god nok, men naturligvis kan ingen økonomi klare krav, der principielt kan ekspanderes i det uendelige og hvor giver ikke selv definerer omfang og rimelighed. Behovenes antal og omfang er i virkeligheden uendeligt, og lader man dem være udgangspunktet for socialpolitikken, har man mistet styringen.

Det første skridt mod en anden verdensorden synes taget med de mange forsøg på at inddrage erhvervsliv og private organisationer (NGO’er) i den sociale arbejde. Herved breder der sig en paternalistisk holdning og praksis, som indtil nu har været stærkt foragtet. Socialminister Karen Jespersens forsøg på at inddrage mange andre entrepenører på det sociale felt, vil givet koste noget i ret og rettigheder.

Det samme vil i endnu højere grad et andet begreb, som vinder indpas. Smart nok udnytter man den positive klang som bruger til at indføre brugerbetaling.¹

Nå, det har vi jo allerede gjort. Og mere generelt: Hvad hjælper det at vi alle har som menneskeret at blive behandlet på vore sygehuse, når man de facto ikke kan blive det på grund af ventelister, og når vort sundhedsvæsen regnes for et af de ringeste i Europa? Vi har nok ret, men ikke så meget at have den i.

Eller hvad hjælper det at vore børn har ret til en uddannelse, når de ikke kan komme ind på en række fag, og iøvrigt at vort uddannelsesvæsen udsultes, så at det nu er absolut middelmådigt sammenlignet med de lande vi normalt sammenligner os med? Vore børn har nok ret, men mange af dem har ikke så meget at have retten i.

Hvad skal man da gøre? Her er ingen patentløsninger, og ligegyldigt hvad man gør, vil man løbe ind i nye vanskeligheder. Men vi skulle måske nedprioritere rettighedstankegangen noget og lade giveren i højere grad bestemme og definere modtagerens behov. Det er ikke nogen nem opgave, for der er vel i øjeblikket ikke noget der er flere stemmer i end at appellere til den indre menneskeret. Derfor ser vi bestandigt vore politikere give os ret i at vi har både ret og rettigheder.

Men en sådan nedprioritering ville samfundstyringen få en mere realistisk strategi. Det burde blive muligt igen at skelne mellem borger og bruger. De første har pligter ligesom samfundet. Ja, samfundet består faktisk af borgere, mens det er meget betænkeligt at ville lade det bestå af brugere. Et kursskifte vil givet medføre nogle fordele i form af en mere rationel fordelingspolitikk, og en bedre prioritering af de politiske opgaver. Det er jo for eksempel ikke fornuftigt at vi har ladet os drive ud i at have så mange på overførselsindkomst, og så ikke have råd til alt det andet.

På længere sigt kan man godt øjne nogle farer ved et sådant kursskifte, nemlig noget i retning en korporativ stat, som bestemmer mere for os end vi er vant til; måske så meget, så vi føler at vi ikke kan røre os.

Men vi er jo protestanter og vil sikkert også til den tid protestere. Det må vi have ret til.

English Summary

«Human Rights – a Bother»

The author points out that the human rights basis is to protect the individual against governmental restraints and that this has been a rapidly increasing develop­ment. The welfare state has changed us from citizens to users, and as users we are able to demand our rights. But, the author asks, what are we going to do when the society not any longer manage to cope with this, and maybe has to decide what needs the users have?

Jan Lindhardt, f. 1938. Stændertorvet 3B, 4000 Roskilde, Danmark. Biskop i Roskilde fra 1997. Cand.theol. 1962, dr. theol. 1983, ansat på Aarhus Universitet 1963 i teologi (etik og religionsfilosofi), 1995 i retorik ved Københavns Univeritet. Har bl.a. skrevet Retorik (1975), Martin Luther: Erkendelse og formidling i renæssancen (1983), Tale og skrift: To kulturer (1987), Ned fra soklen: Etikkens bortgang og mulige tilbagekomst (1998), Idehistorie (2000), Ind i det ydre: Kirke og krop (2001).